Bedemandens opgaver
Når man stå i en situation hvor en nær slægtning er død, er der mange spørgsmål der
melder sig og mange praktiske opgaver der skal løses, her kan vi hjælpe med:
  • Kontakt til begravelsesmyndighed/Præst

    Vi er gerne behjælpelige med at udfylde og aflevere dødsanmeldelse, sammen med relevante attester. Alle dødsfald skal anmeldes til den stedlige begravelsesmyndighed, som – uanset trosretning – er folkekirkens sognepræst i bopælssognet, eller sognets kordegnekontor.

    Udover arrangementet ved begravelseshandlingen tilbyder vi at være behjælpelig med bestilling af blomster og kranse, trykte salmeblade, bestilling af solist, indrykning af dødsannoncer, bestilling af kaffebord, kontakt til stenhugger m.v. 

  • Højtideligheden

    Meningen med den kirkelige højtidelighed er at forkynde det kristne budskab om, at afdøde lever videre hos Gud og i kærligheden hos de efterladte. Der er få krav til højtideligheden, men følgende ting skal præsten gøre. Han eller hun skal kaste jord på kisten tre gange med ordene: Af jord er du kommet (skabelsen), til jord skal du blive (tilintetgørelsen) og af jord skal du igen opstå (genopstandelsen).

    Ved en jordfæstelse foregår jordpåkastelsen ved graven og ved en bisættelse foregår den i kirken. Dertil kommer, at præsten skal bede Fadervor og lyse velsignelsen. Herudover er der tradition for, at præsten holder en prædiken/tale, der er en tekstlæsning fra Bibelen, og ofte bliver der sunget tre til fire salmer.

    Organisterne i de danske folkekirker er kun forpligtet til at spille ud fra Den danske Salmebog, men i visse kirker tillades det, at man spiller andre sange til begravelsen/bisættelsen. Det kunne være, hvis afdøde var særlig glad for en speciel sang. Pjecen ”Min sidste vilje”, underskrevet af afdøde, kan eventuelt bruges til at bestemme, hvordan selve højtideligheden skal foregå.

    Borgerlig begravelse
    Der er ingen lovkrav til, hvordan en ikke-kirkelig ceremoni skal foregå. Blot skal almindelig sømmelighed overholdes. Ceremonien kan foregå i eget hjem eller fra sygehuskapel, krematoriekapel eller fra kirkens kapel. Selvom kirken ikke deltager i en sådan ceremoni, kan bedemanden stadigvæk opfylde samme rolle som ved en kirkelig handling.

  • Valg af kiste, urne og ligtøj

    I forbindelse med begravelsen er der ofte en række praktiske spørgsmål som vi gerne hjælper pårørende med.

    Både med hensyn til valg af kiste eller urne vejleder vi gerne, således at man får et overblik over mulighederne og kan efterkomme afdødes eventuelle sidste viljer.

    Ikke mindst valg af ligtøj kan være stærkt forbundet med følelser og eventuelle overvejelser i forhold til afdøde og et smukt sidste minde.

  • Annoncer

    Vi sørger gerne for udarbejdelse og indrykning af dødsannonce.

  • Blomster

    Vi er gerne behjælpelige med valg at blomster, bestilling og sammensætning af blomsterarrangementer. Vi sørger for det praktiske.

  • Dødsanmeldelse

    Når et menneske dør, er det første man skal gøre at kontakte en læge, enten vagtlægen eller egen læge. Der kan gå flere timer fra døden indtræder, til lægen udfylder en dødsattest. Hvis der er tvivl om hvordan dødsfaldet er sket, skal politiet underrettes, før lægen kan udskrive en dødsattestanmeldelse.

  • Attester

    Vi hjælper dem gerne med udfyldelse og håndtering af dokumenter osv.
     
  • Begravelseshjælp

    Der er stor forskel på, hvad gravstedet og bedemandens ydelser koster i Danmark. Hvis der ikke er penge til begravelsen i afdødes bo, er det den der har bestilt begravelsen, som hæfter for betalingen. Man kan få forskellige tilskud.

    Almindelig kommunal begravelseshjælp
    Man kan søge om begravelseshjælp i afdødes kommune. Normalt bliver begravelseshjælpen udbetalt indenfor en måned efter, at kommunen har modtaget ansøgningsskemaet. Beløbet bliver beregnet på baggrund af afdødes og eventuelle ægtefælles formue.

    Men der er undtagelser. Hvis afdøde er:

    1. Under 18 år – så er hjælpen på kr. 7.950,- (pr. 1. jan. 2010)

    2. Født før 1. april 1957 – så er man under alle omstændigheder – uanset formue – garanteret et beløb på minimum kr. 1.050,- hvis man søger begravelseshjælp.

    Der er flere betingelser for at få udbetalt den formuebetingede hjælp. Det maksimale beløb er kr. 9.450,- (pr. 1. jan. 2010). Satserne bliver reguleret ved begyndelsen af hvert år. Man kan få oplyst detaljerede betingelser for at få hjælp hos sin kommune eller bedemand.

    Sygeforsikringen Danmark
    Hvis afdøde var medlem af Sygeforsikringen Danmarks gruppe 1 eller 2, kan man få begravelseshjælp på kr. 1.400,-.

    Andre former for støtte
    Visse kommuner yder også en særlig hjælp til begravelsen. Man skal som hovedregel være efterladt ægtefælle eller samlevende med et lille indkomstgrundlag, som eksempelvis pensionister eller uddannelsessøgende

    Hjælp når der mangler pårørende
    Kommunen kan også overtage hele ansvaret for begravelsen og betalingen. Det gælder, hvis afdøde ikke har pårørende, eller hvis de pårørende fralægger sig alt ansvar og meddeler kommunen deres beslutning med det samme. I sidstnævnte tilfælde mister de pårørende også enhver indflydelse på begravelsen.

    Efterlevelseshjælp
    Efterlevelseshjælp er afhængig af indtægt og formue og fastsættes ud fra den efterlevendes beregnede årsindtægt. I den beregnede årsindtægt indgår også et tillæg beregnet på grundlag af den efterlevendes formue og formuerettigheder, der overstiger et vist niveau.

    I forbindelse med fastsættelse af formuetillægget, har det betydning, om der skal ske skifte eller ej. Man skal bede sin kommune om et ansøgningsskema, som man kan aflevere udfyldt i op til 6 måneder efter dødsfaldet.

  • Kistelægning

    Vi sørger naturligvis på betryggende vis for kistelægning.

  • Udsyngning

    Vi arrangerer gerne udsyngning i fællesskab med de pårørende. Vi rådgiver gerne om salmevalg og øvrige traditioner i forbindelse med udsyngning.

  • Skifteret

    Vi sørger for koordinering med skifteretten så alle relevante dokumenter bliver retmæssigt afleveret og sagen kan afsluttes korrekt.
     
  • Salmeblade

    Vi sørger gerne for det praktiske omkring salmeblade og samler omhyggeligt de salmer som ønskes. Sang binder mennesker sammen, og skaber således et smukt øjeblik for alle som ønsker at vise afdøde sidste respekt.

  • Prisoverslag

    I forbindelse med samtalen udarbejder vi altid et prisoverslag til de pårørende. Det er vores erfaring, at overslaget giver de pårørende et godt overblik over det samlede indhold af begravelsen eller bisættelsen. I prisoverslaget vil De kunne se omkostningerne ved de enkelte poster.

    Vi udarbejder altid et prisoverslag for at undgå misforståelser.
     
  • Mindesamvær

    Vi er gerne behjælpelig med at arrangere mindesamvær. Ofte ønsker de pårørende at afslutte ceremonien med et mindesamvær på det lokale forsamlingshus, kro eller lignende.

  • Gravsten

    Vi er gerne behjælpelige med udvælgelse af gravsten. En gravsten er et varigt minde – et symbol på det enkelte menneskets eksistens. For mange betyder både udformning, materiale og tekst rigtig meget. Vi er derfor meget interesseret i at pårørende får den bedste mulige rådgivning og ikke mindst får en gravsten som i sidste ende afspejler afdøde med største mulige respekt.

    Mindesten
    I løbet af de sidste ti år er det blevet populært at bruge mindesten som en slags kompromis mellem de ukendtes grav og et egentligt gravsted. En mindesten er en plade, som lægges vandret i jorden, ovenpå kisten eller urnen. Mindestenen giver de samme oplysninger om afdøde som en gravsten, men der er ikke de samme krav om vedligeholdelse af graven, som der er til et traditionelt gravsted.
    De ukendtes grav
    De fleste kirkegårde har etableret anonyme fællesgrave, hvor afdødes urne kan blive sat ned – i daglig tale ”de ukendtes grav”. Mange bliver nedsat i fællesgrave, hvis de ikke har pårørende til at vedligeholde et gravsted. Eller hvis de ikke ønsker, at deres pårørende skal være forpligtede til at besøge og vedligeholde et gravsted. Her kan de pårørende så lægge blomster ved et fællesmonument.

    Bestilling af stenen
    Kirkegårde har forskellige regler for hvilke typer sten man må anvende, så det er en god ide at spørge graveren til råds, før man køber en sten. Bedemanden kan også i mange tilfælde vejlede de pårørende.